Betalingsregulativ

Kulturskolens betalingsregulativ

Tilmeldingsbetingelser i Nyborg Kulturskole sæson 2024-2025.
Alle elever er omfattet af et udmeldelsesvarsel på 3 måneder gældende fra den 1. i førstkommende måned fra den dato, hvor den skriftlige udmeldelse er sendt til kulturskolen@nyborg.dk Eksempel: Hvis en elev udmeldes 12. september, er udmeldelsen gældende pr. 1. oktober. Betalingen kan dermed afmeldes efter 3 måneder, altså pr. 1. januar.
Betaling
Kulturskolens takster fastsættes af Nyborg Byråd i forbindelse med vedtagelsen af kommunens budget. Se priser under fanen PRISER.
Al kontingent opkræves forud i månedlige gennemsnitsrater, selvom der ikke altid er det samme antal undervisningsgange i hver måned.
Balletholdene har 10 betalingsrater fra sept.-juni.
Sang – og instrumentalundervisningen samt sammenspil/kor uden solofag har i 11 månedlige betalingsrater fra august til juni.
Førskolen for 2-5 årige børn har 8 månedlige betalingsrater – fra sept. til april.
Grundskolen for 6-9 årige har 10 månedlige betalingsrater fra sept. til juni.
Drama og teatersjov har to betalingsrater: November og februar.
Instrumentlejen har to betalingsrater: Oktober og februar.
Alle elever betaler et administrationsgebyr/copy-dan afgift på 125,- kr. pr. sæson. Beløbet opkræves i forbindelse med den første kontingentopkrævning.
Nyborg Kommunes opkrævningskontor udsender hver måned kontingentopkrævninger for kulturskolen. Opkrævningerne kan sendes til betalerens e-boks, til den digitale postkasse, som elektronisk indbetalingskort i netbank, eller som girokort til de borgere, som er fritaget for digital post. Kulturskolen anbefaler, at man tilmelder betalingen til betalingsservice.
Gebyr og renter
Hvis du ikke betaler din regning til det offentlige til tiden, kan du blive opkrævet gebyrer og eventuelt renter. Rykker for restancer uanset restancens størrelse koster 250,00 kr. Taksten er fastsat af Nyborg Byråd i henhold til gældende lovgivning. Ved manglende betaling eller henvendelse på en rykkerskrivelse, kan restancen uden yderligere varsel blive oversendt til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, som kan foretage lønindeholdelse med mere.
Se kulturskolens takster under fanen PRISER
Søskende rabat
Der er søskende rabat på 25 % for den billigste undervisning. Det skal være samme betaler, for at rabatten udløses.
Udmeldelse i særtilfælde
Udmeldelse i løbet af sæsonen grundet flytning, længerevarende alvorlig sygdom eller ændring i familieforhold (fx ændring i familiære forhold) kan kun ske efter aftale med kulturskolens kontor, og ved skriftlig anmodning herom senest den 1. i en måned. Man er derved udmeldt pr. 1. i næste måned. Der stilles krav om fremsendelse af dokumentation eller underskrivelse af tro og love erklæring.
Administrativ udmeldelse
I tilfælde af manglende indbetaling kontingent i 3 måneder vil kulturskolen foretage en administrativ udmeldelse af eleven. Undervisningen kan først genoptages, når restancen er betalt, eller der er indgået aftale med Nyborg Kommunes opkrævningsafdeling om en afdragsordning.
Sammenspil og andre fællesfag
Det forventes, at alle kulturskolens elever deltager i sammenspil og fællesfag. Læreren hjælper med at tilmelde til dette, når eleven starter. Selv for nye elever er der tilbud om sammenspil eller kor. Alle disse sammenspilshold og andre fællesfag er gratis, når eleven går til et solo-fag med betaling. Se meget mere om kulturskolens aktiviteter på www.nyborgkulturskole.dk
Elever over 25 år
Kulturskolen optager nu også elever fra 26 år og op efter. Taksten er forhøjet, fordi der ikke modtages refusion for lærerlønnen fra Statens Kunstråd for undervisningen af elever over 25 år.
Pris-eksempel: Soloundervisning i 25 minutter om ugen. 480,00 kr. pr. måned for elever til og med 25 år. 573,00 kr. pr. måned for elever fra 26 år. Se taksterne på www.nyborgkulturskole.dk under PRISER, TID OG STED. Er eleven fyldt 26 år ved sæsonstart 15/8 2024, så betales der voksen-takst for undervisningen i sæson 2024-2025. Elever, der fylder 26 år i løbet af sæsonen, betaler normal-takst i sæson 2024-2025.
Forsikring
I lighed med folkeskolen har kulturskolen IKKE tegnet børneulykkesforsikringer. Det er forældrenes eget ansvar at tegne disse forsikringer. Læs venligst mere via linket til Nyborg Kommunes hjemmeside.
https://www.nyborg.dk/da/borger-og-selvbetjening/familie-og-born/bornepasning/forsikringer-i-daginstitution-og-skole/
Projekter
I løbet af sæsonen kan der være små og store projekter, ændring af undervisningen m.m. Dette meddeles i god tid, og er kun for de elever, hvor det er relevant. Et eksempel kunne være 2 guitarelever og 2 tværfløjteelever, som har tid lige efter hinanden i begge fag. Lærerne aftaler fx., at der op til en koncert er fælles undervisning. De 4 elever kommer så i 50 minutter og spiller sammen med begge undervisere.
Vikar, efterlæsning eller aflysning
Ved lærerfravær søges undervisningen gennemført af en vikar, alternativt kan der forekomme efterlæsning.
Aflysning af undervisningen som følge af koncerter, projektuger, force majeure og vejrlig medfører ikke reduktion i kontingentbetalingen. Ved vejrlig forstås situationer, hvor myndighederne fraråder udkørsel. Aflysning af andre årsager kan ske op til tre gange uden reduktion af kontingentet. Sker der aflysninger ud over de tre gange, reduceres kontingentet svarende til den eller de aflyste lektion(er).
Besked til eleverne om aflysning af undervisningen vil blive givet pr. sms og mail. Sms sendes til alle de mobil numre som opgives ved tilmeldingen. Har eleven eller forældrene ingen mobil, som kan benyttes, bedes dette oplyst ved tilmeldingen. Husk at rette i speedadmin, hvis der er ændringer i tlf. nummer eller mailadresse. www.speedadmin.dk
Afbud fra eleven
Ved elevfravær bedes elev eller forældre melde afbud direkte til læreren pr. sms. Lærernes mobilnumre ses i Speedadmin. Erstatning for tabt undervisning ydes ikke.
Indstilling af undervisningen
Kulturskolen forbeholder sig retten til at indstille undervisningen, dersom det måtte skønnes, at en elev ikke får tilstrækkeligt udbytte af undervisningen. Det kan fx skyldes svigtende fremmøde eller manglende øvning. Det gælder også i tilfælde af mobning, hvor kulturskolen har nultolerance. Læs mere om mobning under “Om Kulturskolen” og afsnittet om værdier på hjemmesiden www.nyborgkulturskole.dk.
Brug af billeder
Kulturskolen forbeholder sig ret til at tage billeder og video af eleverne i musikalske sammenhænge. Dette til brug for kulturskolens hjemmeside, kulturskolens facebookgruppe og kulturskolens PR materiale. Der tages almindelig etisk hensyn.